Opdateret genindspilning af den gamle ungdomsklassiker af samme navn fra 1984. Hvor den oprindelige film var en rendyrket ungdomsfilm, er målgruppen til denne mere i retning af en børnefilm, omend temaet, og de til tider hårdtslående kampscener, gør, at den først kan ses fra 11 år. Der vil givetvis også være en del fra generationen mellem 35 og 45 år, der, i nysgerrighedens og nostalgiens navn, gerne lige vil se, hvorledes historien tager sig ud i dag.
Den 12-årige Dre er skolens populære fyr hjemme i Detroit. Da han må flytte med sin mor til Kina, opdager han hurtigt, at det ikke er nemt at få venner i en helt anden kultur. Han bliver uvenner med en flok hårdtslående kung-fu bøller på skolen, men heldigvis finder han en god ven i viceværten Han. Han er kung-fu mester og lærer Dre den ædle kampsport, og langsomt begynder Dre at sætte pris på den fremmede kultur, han nu er blevet en del af.
Historien om den unge opkomling, der må bruge næverne for at sætte sig i respekt og få en tålelig tilværelse, er set mange gange før i forskellige afskygninger. For voksne fx i de klassiske fortællinger om Rocky, 1976.
Med små nuanceforskelle er filmen nærmest en opdateret genindspilning af den oprindelige film. Den unge Jaden Smith er som sædvanligt seværdig, og kampscenerne er flot lavet, og selvom det på papiret er voldsomt at se en 12-årig få kung-fu tæv, så virker det ikke så voldsomt i den endelige film. Kan anbefales til de ældste brugere af børnebiblioteket.