En historisk/mytologisk ramasjangfilm med computergenererede special effects og en god portion vold og voldsomme scener, der primært henvender sig til et actionvant publikum, som sætter pris på kontant og direkte underholdning.
I år 460 bliver den kun 12-årige Romulus kåret til kejser over det romerske imperium, men hans regeringstid varer blot én eneste dag. Forræderi og gotiske horder erobrer Rom, og Romulus sættes i fængsel på øen Capri. Nogle få trofaste, romerske legionærer og en indisk amazone befrier kejseren og rejser til England med et mystisk sværd ved navn Excalibur. Herfra vil de rejse en hær og generobre Rom, men i England hersker der også kun nød og elendighed, og tyrannen Vortgyn hærger og plyndrer landet. Legionærerne samler sig til det sidste store slag, og Excalibur får betydning både for slagets udfald og Englands fremtid.
The last legion er en såkaldt "sværd-og-sandal-film", og genren er så gammel som selve filmmediets rødder med værker som fx Ben Hur og Romerrigets fald, og historiske kostumefilm fik i år 2000 en forrygende renæssance med Ridley Scotts meget flotte og effektfulde Gladiator.
The last legion er et stort anlagt, melodramatisk actioneventyr, der højt og flot blæser på historiske facts og andre petitesser for med bred pensel og i stærke farver at fortælle en voldsom historie om meget ædle krigere og en underskøn amazone. Historien er imidlertid for tåbelig, usandsynlig og forudsigelig til for alvor at interessere.