The quiet roar

Svensk drama om en døende kvindes rejse ind i sin egen underbevidsthed i søgen efter svar på, hvorfor hun altid har følt sig ensom og ulykkelig. For det publikum der er interesserede i selvransagelse eller dem der tiltales af et stiliseret, symbolladet filmsprog.

Marianne er i slutningen af 60'erne og har fået konstateret en livstruende sygdom. Med kun tre måneder tilbage at leve i, deltager hun i en terapiform, der ved hjælp af et LSD-lignende stof lader hende rejse ind i sin egen underbevidsthed og hukommelse. Formålet er at møde sit 25-årige jeg, sin daværende mand og de to sønner, som hun har mistet kontakten til. Mødet finder sted i en afsidesliggende hytte i bjergene, hvor hun både observerer og interagerer med sin fortid. Hun søger efter forklaringen på hvorfor hun var ulykkelig og ensom, når de ydre rammer ellers talte for lykke.

Det er en lavmælt, langsommelig fortælling, fortalt i et minimalistisk symbolladet billedsprog, der er observerende frem for forklarende. Tempoet, de mange panoreringer over landskabet, kombineret med lange tavse scener gør det ikke til en film for det brede publikum. Scenografisk er filmen både interessant og smuk, men af og til bliver det form over indhold.

Det er instruktøren Henrik Hellströms anden spillefilm og ligesom i den første, Man tænker sit, er her tale om en lavmælt film, der gransker det at være lykkelig, ulykkelig, ensom, marginaliseret og fælles.

Read the full assessment