Oscar-vindende vildmarksdrama for alle der holder af skuespil i topklassen, fængende historier og smukke, barske naturscenerier.
Nordamerika i 1820'erne. En gruppe pelsjægere angribes af indianere og må flygte. Hugh Glass er stifinderen, der skal lede dem sikkert tilbage til nærmeste fort. Han angribes af en bjørn og er døden nær, så mændene beslutter at efterlade ham sammen med hans søn, den hårdhudede Fitzgerald og en ung dreng. De efterladte mænd skal begrave Glass når han dør, men Fitzgerald slår Glass' søn ihjel og efterlader ham levende begravet i vildmarken. Mod alle odds overlever han og begynder en barsk rejse på 300 km tilbage til fortet for at få hævn over Fitzgerald.
Filmen blev nomineret til 12 Oscars og vandt fortjent tre, bl.a. til Leonardo DiCaprio for mandlige hovedrolle. Scenografi, skuespil, fotografi og lyd går op i en højere enhed og de godt 2½ timer filmen varer føles ikke for længe. Filmens temaer er bl.a. mennesket overfor naturen, de dyriske sider i mennesket, hævn som drivkraft og styrken af menneskets overlevelsesinstinkt. Det er gribende og imponerende.
Filmen er baseret på Michael Punkes roman The revenant. Hugh Glass er en historisk person, som efter et bjørneangreb blev efterladt og overlevede i vildmarken. Der er dog taget så mange friheder i historien, at filmen ikke kan kaldes en biografisk film. Handlingsmæssigt er filmen meget lig "Manden i vildmarken".