En civilist jager en kvindemorder, som sheriffen tilsyneladende er beslægtet med. Til dem der holder af helt almindelige no nonsens actionfilm til de mørke vintermåneder. Fra 15 år.
Rayburn Swanson er en outsider, der har mistet sin teenagedatter. Hun forsvandt for 5 år siden og han får tiden til at gå med sin plantage og med at drikke. Men en dag ser han noget gruopvækkende på de vildtkameraer, han har placeret rundt omkring på sin plantage. En mørk skikkelse jager en ung pige, der ligner Swansons forsvundne datter. Det viser sig, at det ikke er en almindelig jæger der er på spil, men en der jagter unge teenagepiger på plantagen og dræber dem. Swanson gør hvad han kan for at stoppe jægeren. Samtidig er den lokale sherif også interesseret i at fange jægeren. Men da sheriffen mistænker sin egen bror for at være den maskerede jæger, går hun meget vidt og langt over lovens grænse for at beskytte sin familie.
En fin film der underholder seeren, dog uden at tilføje genren noget nyt. Hovedrollerne er godt spillet af både Coster-Waldau og Annabelle Wallis, og de troværdige personer bliver også empatiske. En god film til en lørdag aften på sofaen, hvor man bare skal underholdes.
Kan sammenlignes med Above suspicion, der handler om en FBI-agent der misbruger sin magt og indleder et forhold til en informant og i sidste ende dræber hende.