"eftertænksom, let melankolsk nostalgi fylder rigtig meget på The Ultra Vivid Lament (...) det er ikke den tunge stadion-klingende rock, som waliserne typisk er leveringsdygtige i. Det er mere dæmpet. Mere introspektivt og velsagtens det mest guitar-lette album, hvis ikke i karrieren, så i hvert fald siden 2004s Lifeblood ... The Ultra Livid Lament er på alle måder et atypisk Manic Street Preachers-album (...) Ikke deres skarpeste, og langt fra deres mest kommercielle, og alligevel og ironisk nok deres første, der går nummer 1 på hjemmebane siden This Is My Truth Tell Me Yours for 23(!) år siden. Det siger noget om, hvor vitalt de tre walisere stadig står musikalsk".