Målgruppen er klar, helt unge piger med interesse for heste. Fra 10 år.
CJ bor på landet og Hannah i storbyen. Begge er de 11 år og har heste som passion. Hannah tilbringer sommerferien hos CJ. Trods sin storbybaggrund har Hannah stort kendskab til heste, og hendes projekt er at fotografere dem. De to piger bor hos Matty, der kæmper sin egen kamp for de vilde heste, der efterstræbes af vicesherif Morgan Haynes. Han indfanger og sælger dem til industrimanden Novak, der bruger dem til dyreforsøg. Der udvikler sig et nært venskab mellem de to piger, der formår at komme tæt på legenden Den Sorte Hingst og at afsløre Haynes' skumle foretagende. Instruktøren Craig Clyde er mest kendt som skuespiller og instruktør af mindre kendte tv-serier, og denne pige/heste-film bevæger sig også indenfor den letbenede tv-films konventioner.
Den sorte hingst er vildhestenes hellige gral, en legende og symbolet på styrke og frihed. Walter Farleys ikke særlig originale romanserie blev i 1979 til Carroll Ballards film, der hører til blandt børnefilmens helt store, originale værker. Myten er desuden blevet skildret i en amerikansk tv-serie fra 1990. Denne nye film om myten har dog intet med den originale historie at gøre.
Filmen er som trivi med en del klichéer, men den har alligevel sine styrker i forhold til sin målgruppe. Miranda Cosgrove, der spiller Carly i Nickelodeons succesfulde tv-serie "iCarly" spiller den charmerende Hannah og venskabet mellem de to piger skildres med varme.