Det, at en bog er meget dramatisk og voldsom, gør den ikke nødvendigvis spændende at læse, og det er netop denne bogs problem. Den er ikke spændende. Den er "lidt lang i spyttet" med de meget detaljerede beskrivelser af, hvad der sker, og hvad personerne i bogen føler og tænker, og så har den et klart missionerende budskab oveni. Bogen handler om brydningen mellem den gamle vikingetro og kristendommen, og alle de hedenske vikinger er pr. definition onde og grusomme, mens de kristne er gode og ædle. Det virker gammeldags og unuanceret på mig. Toke er træl hos en stormand, og det er et hårdt og usselt liv. Han overværer et blot, hvor hans mor og bedstefar ofres på det grusomste, han kommer op at toppes med stormandens usympatiske søn, og så bliver Toke solgt. Men han er heldig, for han frikøbes af gode munke, som opdrager ham i den kristne tro, så han kan udbrede Jesu lære til de ugudelige vikinger. Det er ikke så let, men da hans kristne sindelag får ham til at advare sin gamle fjende stormanden før et venderoverfald, vender bøtten, og Toke nyder nu respekt omkring sig. Målgruppen af 12-årige skal nok have en særlig interesse i emnet i forvejen. Sigende forside. Forfatteren er teolog og også forfatter til Djævlebaronen 02/36.