1. del i en ny serie fra Carlas mor. Her er målgruppen børn fra 5 år, nok især drenge. Forsiden med en sjov tegning af Tiberius og Lille Jeppe, viser præcis tone og indhold, og skal nok lokke læserne indenfor.
Forfatteren skriver her for lidt yngre børn, og historien er derfor mere enkel, skrevet i et flydende og ret ordrigt sprog, der er rart at læse op. Tiberius vil ikke i skole, for nogle store drenge fra 5. har lovet ham bank. Han er derfor gået i gang med at lave nogle gode muskler, så kan kan forsvare sig. Lille Jeppe, der ellers er en irriterende unge, der piller bussemænd, dukker op og vil være Tiberius' vagt. Det gider Tiberius faktisk ikke, men det viser sig efterhånden, at det er rigtig godt at være to, og at man kan lege meget godt og spændende sammen. Måske er en god ven endda bedre end muskler ? En meget stor del af bogen er de fantastiske, meget livlige tegninger, der tilfører historien rigtig meget ekstra.
Renée Toft Simonsens Karlas kamp handler også om mobning, men er jo for lidt ældre børn. Jeg kender ikke andre oplæsningsbøger for lige præcis de 5-9-årige, om samme emne.
Sød og sjov serie, der tager børnene og deres problemer alvorligt på en underholdende måde. Vi hører gerne mere om Tiberius ud over de 2 bøger, der er udkommet.