Genrebetegnelsen 'fortællinger' dækker hos Erik Stinus over et bredt spektrum af udtryksformer, der i denne nye prosa-bog rækker fra korte, myte-agtige forløb over rejseskitser til noveller imere traditionel forstand. Som i lyrikken er det fjerne steder og kulturer der beskrives, her især Mellemøsten og Indien, men den store afsluttende novelle, "Mayas Huse",viser at ES også er enskarp og kritisk beskriver af tendenser i sen-firsernes danske samfund med skred i menneskelige og moralske værdier. Denne og andre af bogens fortællinger handler om mennesker, som tror at værefremskridtets og tidens mestre, men ender med at blive dens ofre, afskåret fra tradition og historie. Med aldrig svigtende troværdighed fastholder ES på tværs af kulturelle og geografiske grænserden 'verdens uflyttelige midte' af solidaritet og menneskelig omsorg, som er en levende realitet på trods af overgreb og undertrykkelse. Mange af fortællingerne savner episk 'drive' og evne til atudfolde en handling. Tilgengæld ligger deres styrke i den præcist sansede detalje i beskrivelsen af mennesker og steder - og ikke mindst i det globale perspektiv forfatteren anlægger på sit stof,der er båret af både indignation og håb.
