Tidskorridorerne er for voksne læsere med smag for science fiction.
En god hukommelse er nødvendig for at kunne følge med i den fortløbende handling i Cyanns saga, som startede for knap 20 siden, og hvis foregående bind blev udsendt i 2007. Samtidig er der grund til at skærpe opmærksomheden, hvis man vil have det fulde udbytte af indholdet i det nye bind 5, der har tidsrejsen som tematisk omdrejningspunkt. Den handlekraftige hovedperson Cyann vil forsøge at redde sin søster Azurée fra døden, og det vil hun gøre ved at rejse til et tidspunkt, hvor Azurée stadig var i live. Men Cyann er selv jaget vildt, og hendes mission bliver på flere måder et kapløb med tiden. Handlingen fortsættes og afsluttes i bind 6, der er planlagt til udgivelse i 2014. Hvis det kniber for læseren at følge med i den indviklede intrige, kan han/hun nøjes med at glæde sig over Bourgeons helt personlige og let genkendelige billedside, hvor den kraftige farvelægning er en af de mest oplagte attraktioner.
Bourgeon og Lacroix har arbejdet målrettet med at skabe et sammenhængende fortælleunivers, hvor der er kælet for alle detaljer. Bl.a. derved adskiller Cyanns saga sig fra de fleste andre science fiction-fortællinger.
Beretningen om den selvstændige og oprørske - og ofte meget letpåklædte - Cyann har hen ad vejen opnået nyklassikerstatus på seriemarkedet. Det skyldes dog nok så meget det originale grafiske univers, som det skyldes seriens undertiden lidt for kryptiske intrige.