I "Tigerdæmonernes tempel" bliver man vidne til en uhyggelig skattejagt og i "Snemonsteret fra Himalaya" rummer en glaskugle et snemonster. 2 spændende bøger for 8-10-årige.
Mox og Jose er på skattejagt i en enorm hule dybt inde i Himalayas bjerge, "Tigerdæmonernes tempel", som også er bogens titel. Sherpaerne altså bærerne er meget på vagt hele tiden - da de er bange for Tiger-dæmonerne. Et gammelt sagn fortæller at Tiger-dæmonerne dræber mennesker og suger deres blod. En voldsom forfølgelse foregår, og det er ikke ligegyldig hvilken vej menneskene vælger at følge. I "Snemonsteret fra Himalaya" bliver der sendt en gave til Lasse fra moster Mox. Hun er en eventyrer, og finder altid på mystiske ting. Gaven viser sig at være en gennemsigtig glaskugle hvori snemonsteret Izzi er. Bøgerne er illustreret med helsides farvelagte tegninger.
"Tigerdæmonernes tempel" er en rigtig spændende bog, hvor der hele tiden sker noget. Tegningerne er rigtig gode og dramatiske, og lægger sig godt op af den velskrevne og læsevenlige tekst. Samme kvalitet er der i "Snemonsteret fra Himalaya" med højspænding og en rigtig god historie.
Kan sammenlignes med Louise og øksemorderen der også indeholder en god historie med stor spænding.