Til den lyse morgen

Liv og død, by og skov, det store og det små. Mads Mygind væver sammenhænge ind mellem det adskilte i sin ukunstlede poesi. For alle, der holder af digte, som bryder ud af skriften og ind i kroppen.

Et jeg beskriver sin helt nære, umiddelbart sansede hverdag i og udenfor Aarhus. Fra øjebliksbilleder af det nære zoomes der ud og stilles skarpt på det fjerne. Fra oliemøllens lugt til en politiker i radioen, fra en plastikpose, der rystes til en fugleflok, der letter. Jeg'et søger sammenhænge imellem det adskilte, imens der samtidig er en konstant skepsis til det givne og de modsætninger, som sprogets konventioner inddeler verden i.

Der er en prosodi og en rytme i Myginds poesi, som virker helt naturlig, forfriskende og smittende på læseren. Rytmens vitalitet lader digtene med en energi, der står i kontrast til politikernes løgne, stofferne og døden og den generelle følelse af meningsløshed. Det fungerer utrolig godt og man læser versene igen og igen. Rytmen breder sig fra skriften til kroppen som ved en live-oplæsning.

Fokus på byen og det nære samt sprogets binære oppositioner forbinder Mygind med en ældre digter som Søren Ulrik Thomsen se fx Samlede Thomsen. Digte m.fl. Den verbale, performative energi i Myginds digtning forbinder ham samtidig med rapmusik.

Read the full assessment

Myginds digte stiller sig undrende og spørgende overfor verden og sproget på en måde, som kun poesien kan og bevæger sig elegant ind og ud af temaer som død og sammenhæng. ’Før vi har set os omkring’ ...

Read review