Fire norske designere er gået sammen om at vise forskellige forslag til tilbehør. Helene S. Lundberg er tidligere oversat til dansk, af Kari Hestnes er der flere norske titler i DanBib. Vi er efterhånden vænnet til, at denne type bøger gør et stort nummer ud af materialer, teknikker og præsentation af modeller. Denne bog undgår heller ikke lyrikken, men den er mere koncentreret og kan derfor rumme projekter udført inden for fire vidt forskellige teknikker. Hvis man har basiskendskab til strikketeknik, kan aflæse en arbejdstegning og en forklaring, kan man udføre de beskrevne projekter. Helene S. Lundberg præsenterer flettede, hæklede og knyttede armbånd og halskæder, tørklæde i nunofilt, broderede sjaler og brocher af stof og tråd med perler og pailletter. Smykkemager Ingrid Lie giver et lynkursus i værktøj og teknikker og viser halskæder, ringe mm. i sølv og stål, gummi, perler og pvc. Kari Hestnes strikker puls- og halsvarmere, handsker, tørklæder og sjaler i meget varieret stil. Anne Berit Wilhelmsen designer stoftasker både i rå stil af denimstof med opklippede kanter og mere feminint med fine stoffer og glimmer. Alt er til kvinder, og der er næsten noget for enhver smag. Bogen henvender sig ikke specielt til helt unge, men en del kan laves af store piger. Bogens layout er overskueligt, og den fremtræder, trods forskellighederne, indbydende og forholdsvis homogent.