En dvd med 10 tegnefilm om Tilde og hendes fantasivenner for de 3-6-årige.
Tilde bor i det gule hus sammen med sine fem dyrevenner; kyllingen Tut, den lyserøde gris, Hector, elefanten Tumle, kanin Tiptop samt krokodillen Duddi. Hver film, som indledes med seriens temasang, er en lille overskuelig fortælling med et fantasifuldt tilsnit om relevante emner, som fx ikke at kunne sove eller være syg. I fx "Tumle mister sin "Umpf"" mister elefanten Tumle sit gode humør, og de andre dyr hjælper Tumle med at "finde" sin "Umpf"(det gode humør). Det manglende humør påvirker alle vennerne, så de forsøger at løse det sammen, men løsningen er søvn. Tumle var blevet for træt til at opretholde det gode humør. Figurerne er enkelt tegnede, og baggrundene er ikke så detaljerede. Farverne er klare og lyse. Det er nogle rare små film med en god og positiv stemning. Animationen er rimelig, og stemmerne på dansk er i orden. Omslag passer til indhold. Filmene kendes fra og vises på DR's Ramasjang kanal.
Vi har en dvd med Tilde: Tilde og vennerne - den allerbedste dag, og filmene er også i familie med filmserierne med Angelina Ballerina, Miffy og Hello Kitty.
Det er nogle små glade film for målgruppen med enkle og relevante historier i et enkelt univers.