Letlæselig historie om Tim, der fylder 7 år. Bogen kommer i serien Mikro Dingo og er til læsetræning og frilæsning fra 1. klasse/ 7 år. LET-tal 13/ lix 8.
Ligesom i de tidligere bind om Tim drejer denne bog sig også om små drenges følelser - her skuffelse, angst og glæde. Tim har fødselsdag, men der er ingen gave. Den ligger i farmors bil, der er gået i stykker. Tim kommer for sent til bussen, og da han allerede er for sent på den til 1. time, "låner" han et løbehjul, der står udenfor skolen. Det går lidt for stærkt ned ad bakken. Tim kan ikke bremse, en hund gør, en dame råber, da han suser forbi, og Tim bliver bange. Foran ham ligger den store vej, og Tim suser ud foran en bil. Det er farmors bil, og farmor bliver både bange og vred. Men Tim får sin gave - et flot rødt løbehjul. Nu kan Tim øve sig i at bremse. Tim får en dejlig dag, og næste dag tager han sit løbehjul med ind i klassen. Det er en veldrejet hverdagsfortælling med en lille morale. Omslaget viser den skrækslagne Tim, der prøver at holde sig fast på løbehjulet. De understøttende illustrationer er karikerede, og der er ikke kræset lige meget for detaljerne og stregen på dem alle. Teksten er sat i små blokke, der letter læsningen.
Søren Vagn Jacobsens 5 tidligere titler om Tim drejer sig også om drenges følelser. Per Østergaard har for samme målgruppe skrevet serien Farfar fortæller og bøgerne om Silje.
Letlæselig bog der vil tiltrække drenge fra 1. klasse, der naturligt vil identificere sig med Tim.