Fascinerende og yderst velskreven mosaik af essays og rejseskildringer fra forfatterens rejser i Sydøstasien. Jens-Martin Eriksen har tidligere skrevet anderledes litterære rejseskildringer, hvor han ligeledes fortæller om det at være et tænkende og reflekterende menneske på rejse i en verden i bevægelse og forandring. Det er de to bøger JME skrev sammen med Frederik Stjernfelt, fra henholdsvis 2003 og 2004: Hadets anatomi : rejser i Bosnien og Serbien og Krigens scenografi : nye rejser i Bosnien og Serbien. I sin nye bog, hvor han henter bogens titel fra et digt af Ole Sarvig, rejser han i et Cambodia ødelagt af de røde khmerers revolution, hvor JME bl.a. stiller svære spørgsmål om revolutionens måske iboende skæve skæbnesvangre gang. JME rejser også i Thailand, hvor han faktisk er i tiden op til den sidste altødelæggende tsunami. Bogens sidste rejse går til Kuala Lumpur i Malaysia, hvor han med andre intellektuelle reflekterer over multikulturalismens udfordringer. Sidst i bogen møder han til en menneske- og mandesnak, passende forsødet med cognac, en anden rejsende forfatter, Jørn Riel. Tankevækkende bog med temaer i multikulturalismen og udfordringerne for en stadig mere global verden. I Sarvigs digt "Timernes bro", der altså giver bogen titel, spørger Sarvig bl.a.: "Hvem sidder og skriver den flygtende tid?" Dertil må jeg svare. Det gør heldigvis fx JME.