Tintin og Picaroerne

I 8 år har Hergé arbejdet på foreliggende tegneseriealbum. Spørgsmålet er så om resultatet står mål med arbejdsindsatsen. Historien er kort den, at Tintin og Haddock blandes ind i enrevolution i den sydamerikanske stat San Theodores, hvor deres ven Alcazar er sat fra bestillingen som præsident og nu fører guerillakrig fra junglen med sine picaroer. Den nye, fascistiskepræsident har fængslet Dupond og Dupont og guldsopranen madame Castafiore. Alcazars picaroer har desværre let til flasken, men ved hjælp af professor Tournesols nye "antabus"-piller, som Haddockufrivilligt har afprøvet, lykkes det at oprette normale tilstande. Hergé har moderniseret Tintin, som nu kører knallert iklædt cowboybukser og styrthjelm med anti-atommærke. Dermed har figurenmistet lidt af sin charme. Desuden lader Hergé mere eller mindre inferiøre bifigurer fra tidligere episoder dukke op, og medmindre læseren er særdeles velbevandret i Tintin-sagaen, virker enkeltepassager ret forvirrende. Når dette ersagt, er der dog kun ros tilbage. Selvom historien næppe kan måle sig med f. eks. Koks i lasten og Flight no. 714 til Sydney, er der tale om en velfortaltTintin-historie, med Hergés mesterlige udnyttelse af figurernes særpræg til humoristiske pointer og med hans velafbalancerede tekst/billedindhold, hvor billedet udbygger den tekst, som aldrigindeholder overflødigheder. Når han så har brugt sit humoristiske talent til reflekteret at fortælle om fascister contra revolutionære i Sydamerika, kan hverken voksne eller børn føle sig snydt.

Read the full assessment

Denne gang vender Hergé tilbage til normale højder med et hæfte om Tintin og det kendte persongalleri i nutidige omgivelser. Haddock, Tournesol og Tintin lokkes til en lille politistat iLatinamerika, hvor politichefen vil have hævn. Vennerne gjorde ham til grin i Det hemmelige våben. Som gidsler har han Bianca Castafiore, mens Tintin får hjælp af picaroerne (en håndfuldpartisaner), hvis tøffelhelt af en fører bliver landets nye leder. Bortset fra navneskiftet er alt dog uændret; men den samfundssatire ser børn ikke. Der er skægge episoder, men ingen egentligenyskabelser. Til gengæld er der vanlig kvalitet i tegningerne og i historiens opbygning. Den megen tekst og de paralleltløbende episoder gør historien ret svær at følge, hvorfor tekstlæsere førstfra 11-års alderen vil få nok ud af historien. Den sidste - og den væsentligste del, ironien, går sikkert tabt, hvis ikke voksne hjælper lidt på vej.

Read the full assessment