Bogens 10 essays har fået Hamsun's: »Han begyndte i Grunden at føle sig hjemløs alle Steder« som motto. Jæger fortæller stilfærdigt om at være rejsende uden egentligt mål, han giver spredte billeder af rejsen gennem livet, barndommen i Smallegade og på Vesterbro. Et stykke er en raffineret sammenstilling af Werther-citater og en moderne ung mands oplevelser. Et andet en rørende historie om en naiv ung mands rejse til hans bedrageriske elskede. En rejse tilbage i tiden fører os til et forunderligt møde med Heiberg. Til slut nogle betragtninger over hvilke rejsekammerater, man får på den sidste rejse. Alle disse såkaldte essays er ægte og inderligt følte, vemodige, men lyser dog ofte op af selvironi, alt formet i Jægers slyngede, men rolige sprog.