Klaus Lynggaard debuterede sidste år med Vinterkrig. Hans digte er typiske for den generation, der er vokset op med beat- og rockkulturen. Disse digte giver udtryk for håbløshed og angst forvirkeligheden, som den ser ud nu: /drømmens røde/manifest står/dirrende varsler/undergang/facadens blanke/perfektion udskiller/fortvivlet længsel/efter evighed/. Der er desperate tanker omundergang, men digtene slutter med: /Drøm dog de storslåede drømme/vågn op i sengetøjets larm/kærtegn blodårerne på min hånd/. Det er ikke »store« digte, men de er intense og stramme. Selv om der inogle af digtene lurer en vis smart og pågående udvendighed, synes jeg at bibliotekerne har en pligt til at støtte de nye unge lyrikere, også i en sparetid. Og Klaus Lynggaards digte bør købes afså mange biblioteker som muligt.