På scenen står en køjeseng. Her sover Henrik - nej, han gør ej, for han har som sit publikum - de 3-6 årige - en masse undskyldninger og gøremål forinden: op i overkøjen og spille voksen overfor bamser og sovedyr, ned i skuffen efter lygte og tegneserier, snakke med sit marsvin. - Da han sover, starter et dukkespil, som den, der spiller Henrik under dynen, kan styre; men da hanhalvsovende hjælper Søvnen, stykkets anden person, op af skuffen, gyser det sikkert i de små: først en hånd - to hænder - en arm - en slaskedukke, der siden bliver levende. Men Søvnen er en ven,der tager ham med på en flyvetur i køjesengen. Her får de fat på fru Hansens tørresnor, på den glemte madkasse i BH-klassen og oplever andre sjove ting fra Henriks hverdag. Genkendeligt fortilskuerne med Henriks små accepterede særheder, et stænk af uhygge i al trygheden, ikke for meget, men nok til en spænding, og fremfor alt er der hele tiden bevægelse overraskelser, som i denlette drøm, hvor alt kan ske. Det erikke så få finesser og sceneeffekter, der skal forberedes og indøves, og det lille spil egner sig bedst til et voksent dramahold. Blev skrevet til TEATER 83. Påsk.bibl. opfylder det ikke de behov, vi møder her.