Niels Frank debuterede i 1985 med den ultrakorte digtsamling Øjeblikket. Digte i kim er næsten lige så kort, de 44 sider indeholder i realiteten kun 26 sider med digte, resten er blanke.Titlen kunne give anledning til bemærkninger som "digterspire, hvis talent endnu ikke er fuldt udsprungen", men det vil være for billigt. Men digtsamlingen skal vitterligt læses mange gange, førdigtene åbner sig, og man aner, hvad digteren vil udtrykke. Det er de øjeblikkelige indre tilstande, der skrives om. Digtene foregår i udefinerlige, skræmmende rum, der afspejler kulde ogfremmedgørelse, frygt og afmagt. Ord som "ryg, spejle, sten og mure" optræder mange gange. Der er en knugende forstemthed, en upersonlig og afvisende tone til stede overalt i digtene. Digtsamlingener sikkert meget dygtigt skrevet, den er tilpas mystisk i udtryksformen til, at man umiddelbart benovet imponeres. Men der er ikke ét digt, ikke én linje, hvor man berøres eller gribes. Som helhedvirker digtsamlingen kedelig i alsin indadvendthed, sin dygtighed og sin uhåndgribelighed. Men biblioteker, der ønsker at have den helt nye poesi fyldigt repræsenteret, kan overveje køb.