Køkkenet, gravkammeret & landskabet

I forhold til den realistiske romans forsøg på at ligne virkeligheden mest muligt, synes debutanten Christina Hesselholdts interesse at være det stik modsatte: Hvordan ser det ud, hvis man forsøger at reducere en historie ned til dens enkle og nøgne bestanddele? Det gøres ved hjælp af en række ganske korte, sprogligt komprimerede prosatekster- i de fleste tilfælde ikke over en side - som tilsammen udgør brudstykkerne af et episk forløb. Romanen er kort fortalt: Scenen er et hus ved en flod. Kvinden i huset dør og efterlader mand og barn. En fremmed kvinde flytter ind og forsøger at få dem til at glemme fortiden. Manden indhentes af sin fortid, og kaster sig ud af vinduet, ned i floden. I sin radikale måde at fortælle historien på benytter CH sig ikke af psykologi og årsagsforklaringer, men af collagen, mosaikken og bogens ejendommelige fascinationskraft opstår i sammenstødet mellem den grumme historie og så det køligt registrerende, næsten kliniske sprog den er fortalt i. Der erikke mere noget helhedssyn eller værdihieraki som holder tingene sammen, men en overfladescene, bestående af fragmenter og spor. CH benytter sig af en sproglig minimalisme på linje med den man for tiden også finder hos f.eks. Jens Martin Eriksen og Peter Asmussen, men den fascinerende dobbelthed af indlevelse og artistisk distance er helt hendes egen, og gør bogen til en spændende og løfterig debut, som ikke går på kompromis når det gælder kunstneriske ambitioner.

Læs hele vurderingen

I forhold til den realistiske romans forsøg på at ligne virkeligheden mest muligt synes debutanten Christina Hesselholdts interesse at være det stik modsatte: Hvordan ser det ud, hvis manforsøger at reducere en historie ned til dens enkle og nøgne bestanddele? Det gøres ved hjælp af en række ganske korte, sproglæigt komprimerede prosatekster - i de fleste tilfælde ikke over en side- som tilsammen udgør brudstykkerne af et episk forløb. Romanen er kort fortalt: Scenen er et hus ved en flod. Kvinden i huset dør og efterlader mand og barn. En fremmed kvinde flytter ind ogforsøgerat få dem til at glemme fortiden. Manden indhentes af sin fortid, og kaster sig ud af vinduet, ned i floden. I sin radikale måde at fortælle historien på benytter CH sig ikke af psykologiog årsagsforklaringer, men af collagen, mosaikken og bogens ejendommelige fascinationskraft opstår i sammenstødet mellem den grumme historie og så det køligt registrerende, næsten kliniske sprogden er fortalt i. Det er ikkemere noget helhedssyn eller værdihieraki som holder tingene sammen, men en overfladeverden, bestående af fragtmenter og spor. CH benytter sig af en sprogligminimalisme på linje med den man for tiden også finder hos f.eks. Jens Martin Eriksen og Peter Asmussen, men den fascinerende dobbelthed af indlevelse og artistisk distance er helt hendes egen oggør bogen til en spændende og løfterig debut, som ikke går på kompromis når det gælder kunstneriske ambitioner.

Læs hele vurderingen