Ti dramatiske historier fra virkeligheden med kærlighed som omdrejningspunkt og dødelig udgang. For interesserede i true crime-genren.
Bogen indeholder beskrivelser af en række udenlandske kriminalsager, oftest drab, svindel eller andet stort bedrag. Sagerne er udvalgt og sammenskrevet af bogens to forfattere, Janne Aagaard og Anna Bridgwater. De handler om afsluttede, opklarede drabssager af opsigtsvækkende karakter fra USA, England, Frankrig, Spanien og Australien - alle med kærlighed og drifter som omdrejningspunkt. Afsnit med hovedkilder og links til yderligere omtaler af sagerne.
De enkelte sager er i sagens natur, pga. den korte form, ikke så detaljerede og fremstår lidt resumerende, men er velfortalte. Alle sagerne har de væsentligste nedslagspunkter med i form af de centrale konflikter, der fører til grove kriminelle handlinger og får dermed historierne til at virke interessante. Bogen er en variant af true crime-genren. Den store forskel fra andre længere og mere udfoldede beretninger i genren er, at historierne her ikke har meget fokus på politiets opklaringsarbejde eller de drabstekniske og juridiske aspekter i de ellers ret komplicerede sager.
En anden bog med korte beretninger om alvorlige forbrydelser er Romy Hausmann: True Crime.