I sit livs efterår flytter Freja ud i et lille hus i skoven for endelig at leve efter sit eget hoved. En roman for eftertænksomme og modne læsere.
Freja er midt i 60'erne og netop blevet enke. Hun sælger sit store hus og flytter til familie og venners undren ud i et faldefærdigt hus i skoven syd for Aalborg. Her lever hun stille og roligt, går ture, fyrer op i brændeovnen, laver mad og tænker på sit liv. Skønt selverhvervende har hun først og fremmest været Jacobs dygtige kone. Det har nogle gange været svært, især da datteren som ung lagde afstand til hende. Sønnen har hun et godt forhold til, og hun har to gode veninder. En dag dukker en utilpasset, ung mand op i skoven, og Freja kan ikke længere kun tænke kun på fortiden, men må også se fremad. Lise Andersen (f. 1945) har et langt forfatterskab bag sig af både børne- og voksenlitteratur, seneste roman er Skoven i Hercegovina.
Stilfærdig og vemodig roman, som en del ældre læsere vil kunne spejle sig i. Der er genkendelighed i de mange temaer og i tilbageblikket på et levet liv med de glæder og smertepunkter, som det har indeholdt. Der er også håb, forsoning og en erkendelse af at have gjort det så godt som muligt i forhold til sine nærmeste. Sproget er ligetil. Skriftbilledet er lidt uroligt på grund af en springende højremargin.
Stil og tone kan minde om Birte Blønd, Ester Bock og til dels Inge Lise Hornemann.