Man behøver ikke at bevæge sig særligt langt væk fra Hovedstaden for at opleve en lang række spændende og karakteristiske danske natur- og landskabstyper. I bogen, som bl.a. Friluftsrådet står bag, bliver der omtalt et halvt hundrede naturlokaliteter, der alle ligger inden for en radius af 50-60 km fra Københavns centrum. Der er 2-3 sider til i tekst og billeder at beskrive den enkelte lokalitet. Man får først at vide, hvordan man kommer dertil. Så følger en generel karakteristik af lokaliteten, og derefter udvælges nogle af de dyr eller planter, man kan komme til at se til en mere indgående beskrivelse i tekst og billeder. Billedsiden er meget fin, med gode farvefotografier af landskaber, dyr og planter og indimellem smukke farvetegninger og pasteller udført af Jens Gregersen og Anders Roesgaard. Under lokalitetsbekrivelserne får man at vide, hvis der findes pjecer om lokaliteten, f.eks. i serien af vandretursfoldere fra Statsskovvæsenet. Bagest er der et register over lokaliteterne og på bagflappen et oversigtskort. Det er en indbydende bog i et handy format, der i høj grad er velegnet som inspirationskilde for naturinteresserede i hovedstadsområdet, når søndagsturen skal planlægges.