Vandring inden ophør

Kroppen har været et nøglebegreb i de seneste årtiers danske poesi. Enten som et lille i sig selv hvilende kosmos midt i kaos, eller et splittelsens og smertens sted. Det er i udpræget grad i den sidste egenskab kroppen optræder i Anne Lise Marstrand-Jørgensens, (f. 1971), debutdigte. De titelløse, billedrige digte er en vandring gennem forfaldet og opløsningen med kroppen som det sted, hvor deformeringen og fragmenteringen træder frem. Ikke blot kroppen er underlagt ophør og forsvinden, men også tiden rives væk og forvandles til "efterladte dage". Kun i glimt rækkes der ud over splittelsen, hvor noget andet momentant kommer til syne gennem det endnu levendes rifter og ar: "-Du sammensyr/ knækkede åndedræt, sætter mærker,/ laver ar/ over erindring, hvor vi pludselig ligner/ almindelige mennesker, nøgne og sammen." Det er et misantropisk, undergangsmærket univers disse digte lader læseren se ind i, men kunstnerisk overbevisende og homogene, fordi ALM-J formår at skrive suggestive billeder frem i sit sprog. Undertiden forekommer teksterne lidt for ordrige, fritynglende, men inden for et begrænset univers stilsikre og med et oplagt potentiale.

Læs hele vurderingen