I 26 korte essays giver journalisten Jens Vilstrup os indblik i forskellige episoder fra sit dagligliv. Det er privatlivet med kammeraterne, Jesper og Bo, kæresten, de efterhånden to børn og ikke mindst ham selv, der er i centrum. Emnerne varierer fra barselsorlov over bøsseangst til boligindretning. Vilstrup benytter lejligheden til at filosofere over sin egen tiltagende sathed, men kredser også en del omkring kejtethed og pinlige situationer. Bogen præsenteres af forlaget som en fortsættelse af Villers verden (97/41) og den er ligesom forgængeren illustreret af tegneren Claus Riis. Historierne er holdt i en humoristisk tone, og selvom tempo og mængde synes vigtigere end kvaliteten af den enkelte pointe, går mange af hans skæve iagttagelser og hurtige one-liners rent ind. Historierne har oprindeligt været bragt stykvis i Euroman, og bogen er da også bedst tjent med at blive læst i små portioner. Sluger man hele bunken på en aften, bliver helhedsindtrykket derimod lidt skingert.