Om dens udseende, dens rede i graven, formering, ungernes opvækst, familieliv, duftmærker, føde, vinterliv, grævlingen som natdyr samt overtro om grævlingen.
Grævlingen og dens unger er en ny titel i den efterhånden store og omfattende Læs dansk fakta-serie. Bogen rummer som de andre i serien indholdsfortegnelse, stikordsregister og litteraturhenvisninger og er udarbejdet til at kunne indgå i et fagligt læsekursus for 3. klassetrin. Elevopgaver samt facit til bøgerne hentes praktisk ned fra nettet, gratis. Forfatteren Lars Henrik Olsen har præsteret den meget grundige og informative tekstdel, som ydermere er læsepædagogisk bearbejdet af Grete Sonne. Her er megen tekst for en 3. klasse, men lix'en er kun på 16, så man får megen viden for "små anstrengelser". Vi følger grævlingen og dens unger fra fødsel og til død og får interessante oplysninger om dens udseende og særprægede levevis. Bogen er fyldt med skønne farvefotos af den med sine unger samt fine episke tegninger af illustratoren Bent Nielsen. En lækker gennemarbejdet fagbog for begyndere - som virkelig giver læseren megen viden på et let læseniveau. Bogen er en kærkommen titel i blandt dyrebøgerne, idet der ikke er mange at vælge i mellem. Dem vi kan sammenligne med er en sort-hvid titel fra 93 eller en lidt vanskeligere fra 95.