Stykket er beregnet på professionelle teatergrupper, men er også anvendelig som læsedrama.
Rønnow Klarlund har været manuskriptforfatter til en del film - og dette stykke er også oprindelig en spillefilm. Vi er i en nær fremtid, hvor politikerne har fokuseret på, at en stor minoritet bruger flertallet af samfundskronerne. Det skal derfor gøres op, om man bidrager positivt eller negativt til samfundet, og kan man ikke betale sig, så-. Scenen er, at det er hele teatret, der er til eksamen, og skuespillerne kommer til afhøring fra pladser blandt publikum. Det er et stykke, der flytter grænser og sætter tilskuerens/læserens moralbegreber på hårde prøver. Jeg har ikke set opførelsen, men bare læsningen gjorde stort indtryk.
Der er heldigvis meget ny dansk dramatik, der udfordrer og sætter væsentlige samfundsspørgsmål op, dog sjældent så dramatisk og konsekvent som her.
Et stærkt læsestykke, der udfordrer moralen, men som er en meget stor mundfuld for amatørteatre at kaste sig over.