Books / fiction for children / roman

To guldfugle i trafiklyset


Description


Julie og Lærke er veninder. Lærkes mor drikker, og Lærke skal tvangsfjernes. Julie er fortvivlet. Men heldigvis har pigerne Bedste og de pjattede klassekammerater Frederik og Christian.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 12. Sep. 2000

By

By

Britta Liboriussen

d. 12. Sep. 2000

Roman for børn fra ca. 10 år. Julie og Lærke er veninder. Julies mor er død, og hun bor alene sammen med sin far. Lærke er enebarn og bor i en stor villa. Hun har det svært, fordi hendes mor, Merete, drikker. Moderens kæreste opholder sig dels i villaen hos Lærke og Merete, dels i København. En dag fortæller Lærke, at hun skal tvangsfjernes. Julie er fortvivlet. Heldigvis har pigerne Bedste, der har passet Lærke, da hun var lille. Også klassekammeraterne Frederik og Christian prøver at hjælpe. Inden Lærke skal tvangsfjernes, bliver børnene hvirvlet ind i et drama om skjulte smuglervarer i kælderen hjemme hos Lærke. Ved fælles hjælp overvinder børnene alle farer. Historien er fortalt på en spændende måde med dramatiske begivenheder og mange usædvanlige personer. Forfatteren har forståelse for, hvor svært børn i truede miljøer kan have det. Her hjælper den kristne tro Lærke til at overvinde problemerne. Lærke har lært at tro på Gud hos Bedste. Bogen giver et positivt billede af kristendommen. Trods bogens kvaliteter er det, som om læseren ikke rigtigt bliver grebet af historien. Persontegningen er for svag til, at læseren for alvor engagerer sig i problemerne, og historien forekommer lidt langtrukken. En sympatisk men ikke helt vellykket bog om venskab og sociale problemer skrevet ud fra en kristen grundholdning.


The libraries' assessment

d. 12. Sep. 2000

By

By

Lars Damm Jensen (skole)

d. 12. Sep. 2000

Socialrealistisk børnebog med kristen grundholdning. Hovedpersonen Lærke, der går i 5. klasse bor hos sin alkoholiserede mor, som hun er solidarisk med selvom hun bliver mishandlet af hende. Både hjemme og i skolen er hun ude i tovene, men har heldigvis en fast base i gode venner samt en gammel barnepige, der får hende tilbage i et normalt liv i familiepleje hos præsten. Handlingen er bygget spændende op omkring forholdet mellem Lærke og hendes mor med Lærke i centrum. Kredsen omkring hende består af forstående og gode mennesker, der gennem Gud leder hende på rette vej, mens moderens liv i omgangen med alkohol og kriminelle fører i en forkert retning. Historien er godt fortalt i et levende og ligefremt sprog og viser, at troen på Gud kan være en vej ud af en tilsyneladende håbløs situation. Bogen kan læses af elever fra 4./5. klasse og opefter.