Til ægtepar eller samlevende, der står foran eller midt i en skilsmisse.
Forfatteren har en lang baggrund som børnesagkyndig i Statsforvaltningen og har en stor erfaring i rådgivning af skilsmisseramte familier med henblik på børnenes tarv. Bogen har fokus på børns reaktioner på skilsmissen, men størstedelen drejer sig om de forskellige former for samværsordninger. Børn i forskellige aldre kan have forskellige behov for tryghed i forholdet til den forælder, hos hvem barnet har bopælsadresse. Hun berører faktorer, der er potentielle barrierer for barnets tarv i den valgte ordning. Dårlig kommunikation mellem forældrene og eksistensen af nye partnere. Mange anonymiserede cases fra forfatterens store erfaringsbank viser de frustrationer, trivselsproblemer og følelser af splittethed et pendlerliv kan medføre for barnet. Hun gennemgår desuden forskellige typer af vejledningstilbud og mødeformer, som kan til- og påbydes fra Statsforvaltningens side. Afsluttes med henvisninger til rådgivningsmuligheder - også uden for Statsforvaltningen.
Der findes rigtig mange bøger om skilsmisse, fx Byriel: Skilsmisse, 2002, Ramfjord Haaland: Børn og skilsmisser, 2003, og Moxnes: Skånsomme skilsmisser - med barnet i fokus, 2004. Men dette er den blandt de mange, der går mest i dybden med lige netop samværsformer og refererer til den nyeste lovgivning på området - Forældreansvarsloven fra 2012.
En bog om børn og skilsmisser med særligt henblik på diverse samværsordninger og - muligheder.