Mor er flyttet sammen med sin nye kæreste. Tobias har valgt at blive hos far, for hvem skal ellers hjælpe med bilerne og dyrene? Tobias har ikke lyst til at være sammen med mors kæreste, Tanja, men da hun hjælper ham med at lave pizza, synes han bedre om hende. For 7-8-årige.
I de tre bøger i serien "Tobias er ordblind," hører vi om Tobias, der er god til at ordne biler og passe dyr, men som ikke kan læse. Det kan hans far heller ikke, for de er begge to ordblinde. Tobias tror ikke, at det bliver et problem for ham, for han kan jo bare lære af far, men da han en dag får brug for at læse, finder han ud af, hvor vigtigt det er at kunne læse.
Fantastisk gode bøger, der giver et godt indblik i, hvor mange udfordringer man har i dagligdagen, når man ikke kan læse. Bøgerne handler om hyggelige og genkendelige situationer for børn, og de er nemme at leve sig ind i.
En lignende serie om et barn med udfordringer i hverdagen kunne være serien om Vigga, fx: Vigga har en hemmelighed.