Forfatteren til denne væsentlige sorgbog er i dag social- og sundhedsassistent. Hun mistede sit første barn Anders på 4½ måned i januar 1988. Hun valgte (ubevidst) den overlevelsesstrategi at holde sorgen på afstand. Fik en datter og endnu én. Hun overlevede, men levede ikke. Først efter næsten 6 år pressede Anders sig så hårdt på i hendes bevidsthed, at hun kunne/måtte gennemleve "den nødvendige smerte". Hun arbejdede med sig selv i en sorggruppe i omkring ½ år og var det meste af perioden i dyb, alvorlig krise, idet smerte og angst brød igennem med al den styrke, opdæmmede følelser har tilbøjelighed til at komme med. Resultatet var dog hele kampen værd. Gennem forløbet skrev hun meget dagbog og breve til Anders. Dette materiale har hun bearbejdet til en bog. Hun skriver godt, faktisk professionelt. Bruger sproget i et personligt og præcist udtryk. Får mange detaljer med fra en indre proces, som ellers vanskeligt lader sig beskrive. Marianne Davidsen-Nielsen, som vi kender bl.a. fra Den nødvendige smerte, 1987, har skrevet efterskrift, hvor hun analyserer forløbet. Bagest forslag til yderligere læsning. Det er en helt igennem vellykket og kompetent bog for alle, der vil dybere ned i sorgens væsen.