En sober og spændende bog om selvudvikling, der vil have sit publikum indenfor de bevidsthedssøgende og interesserede i dybdepsykologisk (jungiansk) selvudvikling, der ikke går efter de nemme og hurtige løsninger.
En vejledning i gøre sig bevidst om fortrængte sider af personligheden og de mekanismer, der gør sig gældende i dannelsen af "jeg'et". Processen er et opgør med den herskende behagesyge, de ydre symboler på lykke og succes, samt fortrængte sider af ens person. Bogen forsøger at give en indsigt i, hvorledes jeg'et dannes og hvordan fortrængninger af personlige egenskaber kan være medvirkende årsager til både depressioner og ulykkelige forelskelser og problematiske relationer. Med enkle øvelser og eksempler fra forfatterens egen udviklingsproces, gives der en vejledning i, hvordan man selv kan gribe det an at blive hel og bevidst om alle sine egenskaber, de fortrængte såvel som de dominerende egenskaber. Der gives ingen nemme genveje og hurtig mirakelkur, men en anvisning på en lang og måske smertefuld proces mod et mere helstøbt liv. Bogen er overskueligt opbygget og nem at gå til.
Dette er anden udgave af bogen. Bogen udkom første gang i 2002 og har nu fået en ny forside. En anden bog om dette emne er Skyggeeffekten : omfavn din skygge og sæt dig selv fri af Deepak Chopra m. fl. fra 2010.
Bogen hører til i den mere seriøse ende af selvhjælpsbøgerne og giver en overskuelig og interessant fremstilling af, hvordan man kan blive bevidst om alle sine egenskaber.