Poetisk og overraskende er denne fine, lille billedbog om en biltur til Berlin. Køreturen er lang, men pigen Tommelise bliver heldigvis ledsaget af sin ven, som ellers kun kommer og besøger hende derhjemme lige inden hun falder i søvn. Vennen er en engledreng med gult hår og store, flotte ører. Han gør ikke bare rejsen til Berlin, men også opholdet i storbyen til en glædelig oplevelse for den ensomme pige. For ensom er hun, opdager man efterhånden - helt alene i den store bil og helt alene på hotellet. Altså bortset fra englevennen. Der er mange lag i den lille historie, både sprogligt, indholdsmæssigt og billedsprogligt, og nogen hygge-nyggehistorie er der ikke tale om. Der ligger en sær, uroskabende stemning over den ensomme rejse, en stemning der alene mildnes af den rare engels tilstedeværelse. Er sproget både poetisk og kraftfuldt, så gælder dette i endnu højere grad Lillian Brøggers voldsomme billeder. Sjældent har der været så megen kraft og fart i hendes former og farver - regn, bilos, fart og hestekræfter. Rå billeder, men samtidig med sidespring til en lille, smilende pige, der sover og fantaserer sig gennem begivenhederne. Spændende, tankevækkende, krævende billedbog - næppe for børn under 6 år.