Toppes jul er et gensyn med Toppe og Putte fra 1994. Vi er i Mor Tildas hønsegård et sted i Sverige, hvor hanen Toppe residerer med sine 23 koner. Den første sne er faldet, julen nærmer sig, og Toppe må hele tiden svare på spørgsmål fra hønerne, som enten aldrig har oplevet en vinter eller har glemt alt derom. Det samme gælder begreberne jul og nytår, og i denne julebog indtager hønsene så at sige børnenes plads i familien. Der er rigtig gang i den, hvilket de store billedsider til fulde bekræfter med de livlige og charmerende tegninger, fyldt med farver og detaljer. Mor Tildas mand, Kalle Bom-faldera, spiller også en rolle, når juletræet skal fældes, og når Putte må på dyrehospitalet, efter at naboen har skudt raketter af. Jo, så sart kan man være som Toppes yndlingskone. Der er hygge og stemning, humor og halløj og en dejlig, tryg atmosfære bogen igennem, som børn i skolestarten vil nyde, både ved oplæsning og billedlæsning.