Touchdown hører til i den blødere del af genren dick lit og henvender sig altså til mænd. Allerbedst er det, hvis disse mænd kender i hvert fald en smule til amerikansk fodbold.
Hovedpersonen Rick Dockery er quarterback på det amerikanske hold Cleveland Browns. Han koster holdet en plads i Superbowl-finalen, bliver fyret og flytter til Italien for at spille dér på holdet Parma Panthers til en væsentlig mindre løn end før. Her genopdager han kærligheden til sporten, falder pladask for den italienske mad, kultur og kvinderne. Rick virker som en nogenlunde velrundet karakter, mens de andre personer er noget mere endimensionelle. Udtryk fra amerikansk fodbold er strøet ud over bogens sider med lind hånd, så det er godt at kende til sporten, da de ellers kan gå henover hovedet på læseren. Ellers kan man vælge blot at ignorere disse udtryk som undertegnede, det betyder ikke noget for indtrykket af bogen. Historien er udmærket og fungerer, men er hurtigt glemt igen.
Touchdown minder ikke særligt meget om resten af Grishams forfatterskab, da der ikke rigtig er nogle advokater med og heller ikke skyggen af mord eller andre alvorlige forbrydelser. Det er en hyggelig bog, hvor det mest spændende er, om hovedpersonen bliver skadet og om hvorvidt hans nye hold vinder finalen for første gang i dets historie.
Touchdown er hyggelig og velskrevet, men med mange udtryk fra amerikansk fodbold. Det er ikke en historie, man husker længe.