Games / computergames

Tower of guns


Description


Shooters. Vælg et våben og kæmp dig op i tårnet gennem de autogenerede baner med stigende sværhedsgrad i dette skydespil, hvor der er masser af skydetårne og robotter, som forsøger at få ram på dig.

Reviews (3)


The libraries' assessment

d. 8. Oct. 2015

By

By

Knud-Henrik Bentzen

d. 8. Oct. 2015

Skydespil af en helt særlig karakter. I stedet for et historiedrevent spil med statiske levels, får vi et dynamisk oplevelse hvor banerne genereres vilkårligt. Guf for alle shooterfans. Fra 7 år.

Tower of Guns udkom sidste år som en downloadtitel via PSN, men nu er der en fysisk udgave ude, så bibliotekerne også kan få glæde af det. Spilleren har uendelig ammunition til rådighed, og fokus er på at rydde banerne 100% for alle de skydetårne, robotter og automatvåben man forcerer. Grafikken er "cell shaded" og ligner derfor en tegnefilm. Vi kender stilen allerede fra fx Borderlands.

Det er befriende at spille Tower of Guns. Spillet er bedst i små doser, da man slår hjernecellerne fra, og ikke forholder sig til dialoger og narrative forløb. Ideelt for dem som bare vil have et hurtigt sus i en halv time. Styringen er forbilledlig, grafikken flot og de evigt foranderlige baner skaber stor afveksling. Selvom spillet i sig selv ikke er så langt, bliver det nemlig en ny oplevelse hver gang. Det er der ikke ret mange andre titler, der kan prale af. PEGI 7.

Uforpligtende, historieløse skydespil til PS4, er der ikke så mange af, og Tower of Guns er det eneste i 1. person og med autogenererede baner. Derfor findes der ikke rigtigt nogen ligesindede titler.


The libraries' assessment

d. 28. Oct. 2015

By

By

Finn Wraae Poulsen

d. 28. Oct. 2015

Vælg et våben og kæmp dig til tops i tårnet gennem de autogenerede baner i dette skydespil, hvor der er masser af skydetårne og robotter, som forsøger at få ram på dig. Fra 9 år.

Tower of guns er en shooter der, som titlen antyder, foregår i et tårn fyldt med et bredt arsenal af automatiserede skydevåben. Når man begiver sig ind i et nyt område, gælder det om hurtigt at identificere de mekaniske kanontårne, robotter og andre skydevåden, og systematisk eliminere disse. På hvert level er der desuden en boss som skal uskadeliggøres. Til en start får man kun tildelt et enkelt våben, men når man har uskadeliggjort de mekaniske våben frigøres der et antal blå tokens, som bruges til at opgradere ens våben. Spredt rundt om i spillet er der også en række Power-up's som kan give fordele til spilleren. Målet med spillet er at komme hurtigst muligt igennem tårnet. Spillet er på engelsk.

Et afslappende og relativt ukompliceret skydespil. Variationen i spillet skabes ved at banerne genereres automatisk og aldrig er de samme. Men der er dog en visse taktiske og strategiske finesser som man skal mestre for at kunne vinde spillet. Det handler om også at give sig tid til at samle nogle af de mange Power-ups som man skal bruge for at klare sig senere i spillet, kontra trangen til bare at spurte igennem banerne. Spillet har en PEGI på 7 med ikon for vold, men kan spilles fra ca. 9 år.

Umiddelbart kan jeg ikke finde lignende skydespil på markedet.


The libraries' assessment

d. 8. Oct. 2015

By

By

Jacob Kobbernagel

d. 8. Oct. 2015

I "Tower of guns" får man adgang til potente våben i et klassisk 3D first person shooter miljø. Det gælder om at undgå fjendens konstante kugleregn og nå toppen af tårnet. For erfarne skydeglade spillere.

Der er ingen egentlig historie i spillet, men ved missionens start giver forskellige personer et par kommentarer med på vejen til hovedpersonen i en humoristisk tone. Målet er at man med sit våben i hånden når toppen af tårnet. Det kræver undvigemanøvrer og gode evner i nedskydning af fjendens heftige våbenarsenal. Man færdes i store byger af kugleregn og ved tilintetgørelse af fjendens våben forvandles de til mønter og helbredspoint, som kan bruges til at få bedre våben og sikre overlevelsen de næste par minutter.

Det kræver overblik og solid erfaring med shooterspil at opleve fremgang i "Tower of guns", og nogle vil falde fra, når skærmen fortæller en, at man er død for 17. gang. Med tålmodighed og evner kan man dog få en god spiloplevelse. Banerne bliver genereret tilfældigt på ny efter hvert forgæves forsøg på at nå toppen og det giver variation i et ellers lidt ensformigt gameplay. Det vil være mest interessant for unge og især voksne, da det har noget nostalgisk over sig. PEGI 7.

Spillets banedesign minder om ældre FPS spil som "Quake" og "Doom" fra 90érne. Grafisk minder det om "Ratchet and Clank" eller "Borderlands".