Træerne

Paradishuset var en gang solid hverdagsrealisme, som man på sine steder måtte kæmpe sig igennem. Heller ikke i Træerne ryster Lyngby Jepsen på hånden, men fortsættelsen forekommer mig at være ulige mere interessant. Vi følger her den ældste søn, maleren Carsten, i hans mislykkede forsøg på at frigøre sig fra sit vaneægteskab med den rige, noget religiøse Karen Margrethe. Optakten, de københavnske kunstnerkredse, hvor Carsten træffer den unge pige, Inge, er blændende, ligesom deres kærlighedsforhold er skildret med den sikkerhed, man er vant til fra denne forfatter, men samtidig med en nænsomhed og finhed, som man ellers kun har mødt i den lange novelle I solnedgangen. Slutningen, hvor han vender hjem til sin kone igen, virker underlig umotiveret, selv om den sådan set er forståelig nok på baggrund af hans svaghed og manglende tro på sig selv. Det er, som om forfatteren her svigter den unge pige, af hvem han ellers har skabt et meget overbevisende og smukt portræt. Men Træerne eren bog, der nok er værd at læse - man bliver klogere af den.

Read the full assessment