Dette er 2. udgave af en bog med samme titel fra 1997. Men bortset fra omslaget er bøgerne 100% ens. Det er stadig en fin og underholdende bog med opgaver, der kan få hjernen på arbejde. For voksne og unge fra ca. 15-16 år. Mellem bøger som Nøddeknækkeren (1963) og Tænketanken (99/32) er der jævnligt kommet bøger med opgaver. Bogstavgåder, matematiske og geometriske hovedbrud og logiske problemer. Opgaverne er ofte enten klassikere eller variationer over sådanne. Nogle er lette, nogle er indlysende, når man ser svaret, men de fleste er svære. Hvis jeg umiddelbart kunne løse hver tiende, så -. Løsningerne bagerst forklarer udmærket, hvordan man når facit. Og smart nok står løsningerne ikke i nummerorden. Så fristes man ikke til at læse svaret på den næste opgave på forhånd. Forf. der er arkitekt og tidl. bl.a. har været chefredaktør på Bo bedre har lavet flere bøger om matematik. Senest Den gyldne femkant (2002/47). Bogen her er en typisk opgavebog med enkle s/h stregtegninger og et handy lommeformat. Lige til at tage frem i toget, i teltet m.m. Den gamle udgave er ikke forældet, men grundet papirkvaliteten er siderne gulnet meget.