På en fjern planet møder vi modige robotter og skurkagtige robotter - og vi er vidner til skabelsen af to Transformers-legender, nemlig Optimus Prime og Megatron! Actionmættet animationsfilm, både til Tranformers-nostalgikerne men også perfekt til de yngre generationer. Fra 11 år.
På planeten Cybertron bor der robotter som "lever" af brændstoffet Energon som gør dem i stand til at transformere/lave sig om til forskellige maskiner. For år tilbage mistede robotterne deres ledere, de såkaldte "Primes", i kampen mod de skurkagtige Quintessons. Nu er det kun Sentinel Prime der er tilbage. Blandt de hårdtarbejdende minearbejdere, som udvinder Energon, møder vi filmens to hovedpersoner, de to venner Orion Pax og D-16. Orion tror på, at der er mere i livet end at være minearbejder og det bliver starten på et spektakulært eventyr for de to venner. For hvad skete der rent faktisk med de gamle "Primes" og har Sentinel Prime helt rent mel i posen? Animationsfilm der fungerer som en prequel til de mange Transformers-film der er produceret i perioden fra 2007-2023.
Nok den bedste Transformers-film sammen med den første (i den nye bølge) fra 2007. Handlingen er spændende og konflikten der langsomt foldes ud, er gjort af det stof der skaber ægte helte og skurke. Animationerne er fremragende.
De hidtil syv liveaction Transformers-film samt den animerede tv-serie (1984-1987) og den animerede film fra 1986.