En væsentlig del af Rune T. Kiddes herostratiske berømmelse stammer fra hans evner til at turde omstrukturere og nyfortolke kendte historier, eventyr og lign. med udgangspunkt i det uærbødige, det groteske og det anarkistiske, kort sagt, uden respekt for småborgerlige normer. Denne sangbog er i denne ånd en samling vrøvlerim, godnatsange, kærlighedssange og almindelig poesi, om grise, punkere, stjerner og alskens andre ting og væsener. Indimellem med mange ord, indimellem kort, med mange bogstavrim, enderim, krydsrim og god fantasi, som de børnerim og -sange som børn og voksne nu engang kender. Pænt og nydeligt, men sjældent overskridende de før nævnte normer, hvilket understreges af de mildt sagt kedeligt og indimellem ubehjælpsomt sungne udgaver på den medfølgende cd. Nok er Quist Møllers illustrationer sprudlende, vilde og fantasifulde, men det overføres ikke til ordene, og slet ikke til melodierne. Det gælder især når man lytter til de fade første vers på cd'en, hvor det fantasifulde og de febrilsk mange nye ordsammensætninger har svært ved at omsætte sangene til originaliteter og "..lette låget på en skatkiste.." og folde "..de mange farver ud..", for nu at citere den medfølgende pressemeddelelse. Når man lytter med fastholdes sangene i det ordinære, forudsigelige og uspændende. Målgruppen er børn og voksne.