Skatteøen, 1972 henvender sig med en anmelderkliché til raske drenge i alle aldre. Og med det imposante ikon Orson Welles som Long John Silver er der bonus til yndere af denne skuespillers (og instruktørs) værker. Der er stort set tale om en én til én filmatisering af Robert Louis Stevensons sørøverroman, hvorfor filmen kan formidles som en levende illustration af bogen. Fra 15 år.
Den opvakte knægt Jim Hawkins kommer i besiddelse af den berygtede Kaptajn Flints skattekort. Og bliver derfor hyret som skibsdreng på det gode skib Hispaniola af godsejer Trelawney, der har samlet mandskab til en farefuld skattejagt. Blandt andet den etbenede Long John Silver, som viser sig at være pirat og selv vil have fingre i skatten! Filmen er instrueret af John Hough, men ganske som i Carol Reeds klassiker Den tredje mand, 1949, hvor Orson Welles også optræder som skuespiller, kan man mærke dennes indflydelse. Welles har været med på manuskriptet og lagt en række dobbelttydige replikker i munden på Long John Silver.
Skatteøen, 1883 er den ultimative sørøverroman og også en populær dansk musical med sange af Sebastian (1986). Bogen har været filmatiseret mange gange og givet berømte skuespillere mulighed for fuld udfoldelse som Long John Silver: Wallace Beery (1934), Robert Newton (1950) og Charlton Heston (1990). I 2002 lavede Disney en animeret sci-fi-version Skatteplaneten.
Ingen stor film og Byron Haskins' 1950-udgave er stadig uovertruffen. Men Stevenson og Welles er altid en messe værd.