Playstation 3. Trinity - souls of Zill O'll er et kombineret action-/adventurespil, hvor man skal kæmpe sig gennem horder af monstre, redde damer i nød og endelig konfrontere manden, der dræbte ens far. PEGI: 16 samt ikon for vold, spillet kan dog fint spilles fra omkring 11 år. Sprog: engelsk.
I et fortidsinspireret fantasy-univers, starter man som Aareus - en ung halvelver, der har svoret at hævne sin fars morder. Undervejs i spillet får han følgeskab af yderligere to karakterer; en gigantisk kriger og en smidig snigmorder. I actionsekvenserne kan man frit skifte mellem de tre karakterer og udnytte de styrker, de hver især har. Lyden er middelmådig, og grafikken er langt fra det bedste, der findes til Playstation 3. Heldigvis fungerer kombinationen mellem action og rollespil, hvor man påtager sig forskellige opgaver, der udkæmpes i realtime. Undervejs optjenes point, der kan bruges til at opgradere udstyr og forbedre karakterens færdigheder. Spillet kan spilles på let- og normal niveau.
Spillet minder om spil som Resonance of fate og "Dynasty warriors 5", men kan også være interessant for spillere af kampspil som fx Tekken 6.
I længden er det meget af det samme med kampene og samme type af missioner, men rollespilselementerne giver spillet yderligere en dimension. Et stort arsenal af forskellige monstre og andre modstandere gør, at spillet hæver sig over gennemsnittet, også for voksne spillere.