De to midaldrende venner Tomas og Julian mødes efter flere år for at tage afsked. Anledningen er trist, da Julian er uhelbredeligt syg. Men afskeden bliver også munter og hjertevarm. For alle der holder af en tragikomisk fortælling, og ikke er bange for at fælde en tåre.
Tomas, der bor i Canada, rejser til Madrid for at besøge sin gamle ven Julian. Julian har lungekræft og har sagt nej tak til kemo. Han er skuespiller på teateret, og han har en stor kærlig hund, Truman, som han vil finde et nyt hjem til i tide. Det bliver ikke let at finde en passende "adoptivfamilie", da Julian er meget kritisk mht. Trumans kommende hjem. Sideløbende støder Tomas og Julian på både gamle venner og fjender, som Julian ikke går af vejen for at give et sidste par ord med på vejen. I løbet af deres sidste fire dage sammen, når de også en smuttur til Amsterdam for at besøge Julians søn. Det bliver en fin afsked mellem far og søn. Instrueret af Cesc Gay.
Truman er en smuk, komisk og sørgmodig film. Ricardo Darin leverer en fantastisk underspillet Julian og Javier Camara gør det godt som den tålmodige og loyale gamle ven, der nyder at spendere lidt ekstra for at gøre deres sidste træf til noget helt særligt. Anbefales på det varmeste.
I sin uhøjtidelige tilgang til fortællingen om svær sygdom og døden er filmen beslægtet med De urørlige og miniserien "The Kominsky Method".