Books / fiction for children

Trunte køber ind


Description


Billedbog. Trunte køber ind for mormor helt alene. De voksne springer hende over i forretningen og så har hun glemt, hvad hun skal have. Hun får kartofler, men de er så tunge at bære! Dumme mormor!

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 14. Apr. 1999

By

By

Jesper Holtoug (skole)

d. 14. Apr. 1999

Dette er fin, stram og velafbalanceret billedbog for børn i indskolingsalderen og måske en anelse yngre. Helt præcist henvender fablen sig til små mennesker, der er blevet så store, at de så småt er begyndt at handle ind - alene. Børn, der har prøvet dette, vil meget tydeligt kunne genkende begivenhederne i denne stilfærdige fortælling. Og ikke blot det, de vil uden tvivl også kunne genkalde sig det netværk af dårlige undskyldninger og hvide løgne, som vores lille hovedperson filtrer sig ind i. Denne genkendelighed inviterer i den grad til samtale og refleksion - ikke nogen dårlig virkning af en billedbog. Kort fortalt handler historien om en lille gris, der skal købe ind for sin bedstemor. Grisungen er stolt og stor på vej til butikken, men i køen hos grønthandleren overmandes hun af usikkerhed. Hvad var det nu, hun skulle have? Herefter går det på flere underfundige måder galt for den lille gris med de meget identificerbare træk. Forviklingerne tager til på en charmerende, irriterende måde, der får det til at krible i bogens tilhørere. Illustrationerne er fine, lidt gammeldags oliekridt-tegninger. Enkelhed, atmosfære og konsekvent harmonisk farveholdning medvirker til at gøre Eva Erikssons bog til en helstøbt billedfortælling.


The libraries' assessment

d. 14. Apr. 1999

By

By

Else Lerche

d. 14. Apr. 1999

Som altid fortæller Eva Eriksson en charmerende historie, der rammer noget genkendeligt fra barnets egen verden. Og selvfølgelig gør hun det med indlevelse i og med loyalitet over for barnet. Hun står for både tekst og illustrationer, der spiller fint sammen i billedbogen. Teksten er enkel, skrevet i et varieret sprog med megen dialog. Mormor har nogle fine gammeldags vendinger. Oftest er teksten sat under illustrationerne, der fylder det meste af siden. Illustrationerne udvider teksten. De er meget udtryksfulde, følelserne aflæses i både ansigtsudtryk og kropsholdninger. Der er brugt svage og stærke farver i en varm, charmerende streg, der er fyldt med atmosfære. Personerne er menneskeliggjorte, påklædte dyr af mange arter. Fx er Trunte en gris, mens hendes mormor nærmest er en hund. Trunte skal handle alene for mormor, købe bønner. Hun venter i en evighed, fordi de voksne springer hende over. Og så har hun glemt, hvad hun skal have. Ekspedienten foreslår kartofler. Trunte fortæller mormor, at hun bad om bønner. Det er for galt, synes mormor. I forretningen forstår mormor, at Trunte løj, men det ender godt. Et lille hverdagsdrama ramt lige på kornet. Børn fra 4 år vil føle med Trunte og holde af hende. Bogen kan billedlæses efter få højtlæsninger.



Information and editions