Books / fiction / roman

Tugt og utugt i mellemtiden


Description


Den labyrintiske og fantastiske fortælling om en mand der i 1970'erne er vendt tilbage til Aarhus for at søge hævn over de tre mennesker der fik ham kendt skyldig for et mord han ikke har begået.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 28. Feb. 2013

By

By

Jens Hjøllund

d. 28. Feb. 2013

Svend Åge Madsens klassiker fra 1976 har med denne flot layoutede nye udgave alle muligheder for at komme en ny generation af romanlæsere i møde.

Der er mange gode grunde til denne genudgivelse af Tugt og utugt i mellemtiden. Den aktuelle anledning er Svend Åge Madsens 50-års forfatterjubilæum, og set i et større perspektiv er der tale om et hovedværk, ikke blot i Madsens forfatterskab, men i dansk litteratur. Romanen om det rå, brogede og usødede liv i mellemtidens Aarhus i 1970'erne, der forener samtidsskildringen, det eventyrlige og det filosofiske i et netværk af fortællinger og personer, udgør Madsens helt personlige og unikke version af den modernistiske roman, hvor der er plads til både skarp og humoristisk samtidskritik, etisk refleksion og filosofisk dybde. Bogen er forsynet med et nyskrevet forord af Kasper Holten, der i 1998 skabte en opera-version ud af romanen til Aarhus Sommeropera.

Romanen har sin naturlige plads i Gyldendals nye paperback-serie af klassikere med forord af danske forfattere og kulturpersonligheder, der allerede omfatter bl.a. Lykke-Per, Hærværk og Den kroniske uskyld.

I sin fortale til romanen reflekterer dens fiktive forfatter Ato Vari fra en fjern fremtid over det forhold, at man i mellemtiden fra 1500 til 2000 skrev og læste bøger. Det gør man heldigvis stadig efter 2000, og med den høje standard som Tugt og utugt i mellemtiden sætter, er der alt mulig grund til at tro, at det vil fortsætte lang tid endnu.