Målgruppen er primært spejdere, men skoler eller institutioner kan også få idéer til mad, hvis temaet er Tunesien.
Bogen er lavet på baggrund af et korpsprojekt og er en intro til tunesiske spejderretter. Den indeholder 20 opskrifter i alt, 12 hoved/frokostretter, 3 salater/tilbehør, 2 opskrifter på morgenmad og 4 kageopskrifter. Retterne er enkle bygget på få ingredienser, med tomater, løg og hvidløg er man godt på vej, og der er forslag til variationer under hver opskrift. I det tunesiske køkken indgår en del indmad, og det skorter ikke på opfordringer til at bruge de originale ingredienser fremfor alternativet hakket okse/lammekød. Vejledningerne er flere steder mangelfulde, og de færreste vil fx kunne rense en blæksprutte efter bogens anvisninger. Hvor mange personer opskrifterne er til, mangler også. Billedmaterialet består af fotos af maden, som sikkert smager bedre, end den tager sig ud, samt billeder fra spejderbesøg i Tunesien. Fotos og layout har ikke samme niveau som fx Bålkogebogen fra samme forlag. Sidst i bogen forslag til aktiviteter og konkurrencer.
Der findes kogebøger om det nordafrikanske køkken, men ingen udelukkende om Tunesien.
Projektet og samarbejdet har utvivlsomt været spændende, men trods god energi virker bogen ikke inspirerende og udførlig nok, med de mange private fotos også meget intern, og den vil derfor først og fremmest være til spejdere, der arbejder tematisk eller vil udfordre de traditionelle danske spejdermenuer.