Som de øvrige bøger i serien Etisk debat kan bogen anvendes i undervisning i samfundsfag og iøvrigt læses af interesserede i emnet. Fra 14 år.
Serien beskæftiger sig med omstridte spørgsmål, der påvirker mennesker i det 21. årh. og søger at skabe en afvejet debat om emnet. Centralt i bogens seks kapitler, omhandlende definition, økonomi, lokalsamfund, miljø, bæredygtighed, pros og contras, står da også skismaet mellem turismens skader på miljø og mennesker og den økonomiske vækst, globale forståelse og bevidsthed og vitterlige miljøforbedringer, som turismen også er årsag til. Et enkelt velvalgt foto understøtter og spiller med på teksten på den enkelte side. En tekstboks med overskriften, "Nærstudie", eksemplificerer problematikken i kapitlet og andre mindre bokse inddrager fx danske forhold. Hvert kapitel afsluttes med kort resumé. Bagest i bogen ordliste, tidslinje, stikord og enkelte andre kilder. Forside, som de øvrige bøger i serien, der klart definerer emnet.
Den moderne turisme - på godt og ondt dækker i store træk samme emne, dog oftest set ud fra en dansk vinkel. Så denne nye bog supplerer ualmindeligt godt op.
Glimrende udgivelse, der giver en afbalanceret, sober baggrund for at kunne diskutere emnet og arbejde videre med det. Bogen giver endvidere indsigt i menneskets samspil med naturen og forholdet til levevilkår og naturgrundlag - på godt og ondt.